stress – som jeg har oplevet det..

Idag skulle vi i HRM undervisningen, skulle vi vide lidt om psykisk arbejdsmiljø og især stress. Det fik mig til at tænke lidt over det jeg har oplevet og hvordan det føles.

Folk har virkeligt svært ved at sætte sig ind i det og ofte oplever jeg at folk snakker om at de har stress, uden det reelt set er den svære stress som skal behandles.

Jeg vil slå en ting fast, som mine lærebøger og kloge mennesker også siger. Noget stress er sundt og helt naturligt, men det er når man køre for længe i samme rille, at det går galt. Og så er det sjældent kun ens arbejde der gør det. Det plejer at være noget nær 50-50 af jobsituation og privatliv.

Stress er svært at forholde sig til, når man er sygemeldt, for du kan ikke se og føle på det, so du kan med et brækket ben. Jeg plejer at sige at hjerne er brækket.

Da jeg gik ned med flaget første gang, var jeg en ung, en smule sprød og glad pige, som kun lige var igang med voksenlivets realiteter. Jeg havde været ansat på KBH ( for de jysk læsere, betyder Københavns Hovedbanegård) i lidt over 2 år. Det gik egentlig godt nok, med kurser, assistentprøven internt ved DSB ( som man idag ikke kan bruge til en skid) arbejdstid som var skiftende osv.

Jeg kan egentlig ikke husk ret meget op til den dag, hvor det gik galt, men den dag husker jeg så også ret tydeligt.

På vej ind til jobbet fra Vanløse, kan jeg huske jeg havde det møj skidt, sådan rigtig utilpas. Var træt og træls ved tanke om job og den uendelige kødrand af mennesker i billetsalget ( ja det var i de kronede dage med mange billetluger og fysisk kundekontakt og meget lidt maskiner)

Jeg husker at jeg går tværs over ankomst hallen og da jeg går ind mod den lille hal med hovedindgangen, (indgangen mod Tivoli er IKKE hovedingangen, med side indgangen) er det som om en usynlig kæmpehånd forsøger at stoppe mig i at når hen til personaledøren. sådan ala at løbe i imod en kraftig vind. Det var så syret!!!

Men kæmper mig hen til døren, hvor hele min krop bare går i panik, føles tung, har kvalme, på grådens rand osv. Jeg får låst mig ind og kan huske jeg møde et meget venligt ansig, som smiler mig i møde. Min daglige leder Vibeke, som jeg er var og er meget glad ved, er på vagt og jeg kan huske hendes ansigt, skifter på et split sekund til et meget bekymret ansigt. Hun kan med det samme se at noget er galt og spørg hvad der er i vejen. Der knækker film, tror ikke jeg får svaret hende men ryster bare på hovedet og nærmest kravler ud langs muren med ansigtet gemt væk, til jeg står i frokoststuen. Jeg tager nogle dybe vejrtrækninger og tænker, jeg skal bare ha noget kaffe, jeg skal bare ha noget kaffe. Vibeke giver jo self ikke så let op, hvilket jeg er hende evigt taknemmelig for, og kommer ud til mig med en mors bekymring og lægger en hånd på min skulder og spørg igen om jeg er ok. Og så starter vandfaldet!! jeg hyler og kan slet ikke stoppe eller forklarer hvad der er galt. Så til sidst siger Vibeke til mig, at jeg skal hjem og det kan kun gå for langsomt, jeg sku sygemeldes og tror hun var den der sagde jeg skulle snakke med nogen. Den del står som i en tåge.

Hun sender mig hjem med det samme, min daværende chef var på ferie, så hun tog lidt hans sted og tror hun snakkede med chefen for rejsecenteret, som var stand in for min chef. Jeg tog hjem, kan intet huske fra turen hjem, kan huske jeg får ringet til DSB’s psykolog, hvor jeg tænkte at hun sikkert synes det var noget pjat. Men jeg fik en tid inde hos hende nogle dage efter. Dengang havde de deres egen psykolog ansat, luksus. Kan også huske at rejsecenterets chef ringede og spurgte om han kunne gør noget eller om jeg ville ind og snakke med ham. Jeg kunne fint med ham, men han var en meget autoritær chef, så følte ikke lige for at sidde og tude over for ham. Men havde jo også tid hos psykologen, så synes ikke det var nødvendigt.

Dog spurgte han om han måtte melde det ud til mine kollegaer og jeg sagde selvfølgelig, det var der ikke noget hemmeligt i.

Og det var som om jeg fik prikket hul på en byld. Dengang var stress ikke så meget en folkesygdom som idag, folk synes det var noget pjat, tog et par fridage og tog sig måske en hivert om morgenen i stedet for at komme igennem det.

Jeg er sygmeldt ca 3 uger mit i den travleste sommer og går til psykolog flere gange hver uge. Jeg finder ud af at jeg simpelthen har ladet kunderne komme for tæt på, med verbale skideballer og deres meget grimme måde at være på over for butiks ansatte, de skiftende arbejdestider og bare det at være helt alene i københavn uden netværk. Derudover gik jeg i stressmood over synet af alle de mange mennesker der bare stod i en kødrend, for at blive ekspederet om sommeren. Man fik aldrig bund i kunderne, så man følte ikke man kom nogen steder og så alt det dårlige stmning der til tider kunne være på kontoret pga presset.

Derudover var der osse stress på hjemmefronten og nogle mobbe issues + teenage problemer med min far ( som heldigvis er løst nu) som skulle løsnes op for.

Efter 3 uger startede jeg op igen, og dengang startede man ikke langsomt op, næh man blev bare kastet ud i det igen og håbede på man kunne bunde. Jeg fortsatte ved psykologen i nogle måneder og jeg blev styrket til at være selvstændig og sige fra.

Dog skulle jeg lige ned og vende engang til året efter, da det var lige som om at vende tilbage til gerningsstedet. Jeg skulle simpelthen have hjælp til at håndtere det hele. Jeg lærte at fokusere på en af gangen uanset om der stod 2 eller 20 i min kø. Og lade ukvemsord prelle af som vand på en gås. Det hjalp.

Men fandt ud af at jeg ikke skulle arbejde med det resten af mit liv, så det var lige som min måde at bryde med DSB traditionen i min familie. Da jeg startede ude ved Eniro, sendte min daværende chef Sidsel mig til en stress coach, fordi som hun sagde: du går og knirker lidt. Hun kendte min historie og gjorde som enhver anden chef skulle have gjort, sendt hjælp i min retning inden stressen blev udløst. Jeg fik tilføjet nogle flere redskaber til at håndtere stress og i dag siger jeg fra, hvis jeg kan mærke min grænse er nået.

Det betyder også at jeg vægter mit hjemme liv højt. Jeg er meget udadvendt, når jeg er ude blandt folk, men kun fordi jeg for lov at komme hjem og blive indadvendt og lade batterierne op. Nogen kan se det som om jeg ikke gider være sociale, er kedelig eller andet. Lad mig slå en ting fast. Jeg er mega social, men hvis skole, job, familie, fritidsaktivitet og børnenes fritidsaktiviteter osv. fylder kalenderen, så kan jeg ikke tage mere ind, uden stressen rammer, for jeg skal ikke derud igen, for så kommer jeg måske ikke op igen og kommer over den pletvis hukommelsestab som jeg har oplevet.

Theis er heldigvis go til at sige til når han mærker at jeg knirker. Så beder han mig, sætte mig hen i sofaen og lave ingenting, eller som idag sove en go lang lur, fordi jeg træt til sokkeholderne.

Som min stress coach sagde den gang. Man skal sætte sig ned en halv time og bare glo ud af vinduet. Lade tankerne vandre og undre sig over hvorfor en gren på træet ser anderledes ud en den anden. Og det er nemlig en rigtig svær øvelse, bare at sætte sig uden tv, mobil, ipad osv… Prøv det, måske lære du noget af det 😉