Min lille hemmelighed..

Folk tror de ved alt om mig, måske nok fordi jeg dele meget af hvad der foregår i mit liv. både face to face med folk og seføli over SoMe.

Men tro det eller lad være, men holde faktisk nogle ting hemmeligt. Denne her lille hemmelighed er faktisk mange år gammel, helt tilbage fra 00’erne.

Men nu synes jeg egentlig at der er gået så mange år, at jeg godt kan fortælle lidt om den. Dog nævner jeg ingen navne eller viser de billeder jeg har fra den særlige dag.

Idag har folk så travlt med at gøre noget godt for andre, jeg har desværre bare ikke kunne skilte med den handling som har mærket mig dybt for ca. 15 år siden. Jeg læste for nylig en artikel om en lille kræft syg dreng, som fik en privat rundvisning af en DSB medarbejder.

Jeg har gjort den samme handling for at glæde en kræftsyg dreng.

for ca. 15 år siden havde jeg meget sjov ud af at være klædt ud som DSB’s daværende maskot Harry. Du ved ham det lilla tøjdyr fra DSB reklamerne, som var sindsygt populær i 00’erne: Harry og Bahnsen reklamer Søg på youtube efter dem. Og ja, hver gang jeg trak i dragten, behøves jeg ikke at tændt for tv, for at finde ud af hvilke DSB reklamer der var i æteren. Folk synes det var det fedest og kunne citere dem, ofte ordret, når de så mig. Jeg har været med på utallige af rejsemesser i Bella centeret, tændt juletræet på hovedbanegården, kørt i sundhedtog fra KBH til Roskilde med Lars Løkke (mener jeg det var) og ikke mindst indviet Flintholm Station og stået arm i arm med trafikministeren. Der er taget rigtig mange billeder af mig både privat og til pressen, jeg har bare været godt forklædt 😉

En dag sidder jeg og læser mit ugentlige sladderblad, hvor der pludselig dukker en artikel om en lille dreng, hvis højeste ønske var at blive lokomotiv fører og at møde Harry… Jeg tænkte at det da måtte kunne arrangeres i kraft af udklædningsdragten jeg rendte rundt i og nogle interessetimer.

Så jeg tog fat i vores administration inde på hovedbanen, hvor jeg var ansat og spurgte om det ikke kunne arrangeres. Det mente de godt det kunne, så de fik kontakt til familien og spurgte om vi måtte besøge drengen på riget, når ham var til sine kontrol besøg efter sin kræft sygdom.

Familien sagde seføli ja, på den betingelse at det ikke måtte være et PR stunt. Det havde jeg på intet tidspunkt tænkt at det skulle være. SÅ aftalen kom i hus.

Da dagen oprante, troppede jeg op med 2 søde DSB kollegaer som hjælpere og til at holde styr på alt mens jeg fjummede rundt på afdelingen. For det var ikke kun den lille dreng jeg skulle besøg, men det var hele den afdeling han var tilnyttet, med omkring 20-30 kræftsyge børn..

Harry dragten blev dengang transporteret i en stor flyttekasse, men de karakteristiske røde hårtotter og lille plysstumper stak alligevel ud. Og bedst som vi står i elevatoren for at køre op på etagen, træder drengene med sin mor og far ind i elevatoren. Jeg kunne kende ham, så jeg fik prikket til de andre og vi skyndte os at danne en mur om flyttekasse med dukken, så han ikke så den. Pyhaaa

Vi kommer op på afdelingen og vi bliver ført ind på personale stuen. Jeg kommer i dragten og går nervøst og venter på at skulle “på”. Jeg hyperventilerede en lille smule og fik et godt råd fra den sygeplejeske som hjalp os, da hun kunne se hvor nervøs jeg var. Så fik trukket vejret helt ned i maven og på med hovedet.

Heldigvis krævede det så meget fokus at være inde i den dragt, at nervøsiteten blev glemt og jeg trådte i karakter, smilede og vinkede og lavede narrestreger. De blev så glade. Vi havde bolcher og balloner osv. med og så skulle vi ind i fællesstuen, hvor den lille dreng sad.. Jeg husker efterhånden kun små ting fra dagen, for jeg var lige så nervøs, som hvis jeg havde mødt en kæmpe movie star. Nok fordi jeg jo pludselig stod IRL foran en dreng, som synes jeg var hans største idol!!!

Vi fik taget nogle billeder sammen, han var så sød og genert. De billeder har jeg stadig, men de bliver ikke offentliggjort;-) Jeg har nogle andre i kan se i stedet.

Det var så fedt at opfylde en drengs stor drøm, ihvertfald noget af den.

Efterfølgende fik vi også en takke mail fra hans forældre..

Se det var en af mine små hemmeligheder, så ikke ret mange ved at jeg har gjort 😉