Et følsomt emne :-/

---

En af de ting, som man ikke kan se på mit ydre lag, er at jeg blev mobbet som yngre. Der er nok ikke så mange som kan regne den ud, som kan huske det eller er klar over det. Hændelser over de sidste par dage, har fået flashback i følelserne fra den gang. Folk ved måske ikke, at det er det som sker med mig, når jeg bliver stille og trækker mig ind i mig selv.. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg bliver ramt på følelserne, jeg kan osse sagtens være træt, hvis jeg har været igang hele dagen eller har kørt op og ned på adrenalinen, f.eks. i fredags p.g.a. eksamen. Tit rammer følelserne da heller ikke, jeg børster det tit af og fortsætter videre. Har haft det op at vende da jeg for mange år siden var ved psykolog omkring mine stressnedbrud i starten af 20’erne. Men derfor kan det stikke af engang imellem, når jeg måske lige er en anelse blottet følelsesmæssigt.

Den mobning jeg var ude for var ikke hele tiden, jeg havde goe perioder, primært 2 steder. Vi flyttede meget rundt da jeg var barn, mest fordi mine forældre forholdsvist nemt kunne søge andre stillinger i DSB dengang, hvis de trængte til luft forandringer. Jeg har skiftet folkeskole 5 gange og det var ikke altid slemt, jeg havde det fedt i Vejen fra 2-6 klasse, hvor jeg havde en bedste veninde og da vi efter sommerferien flyttede til Nivå, hvor jeg startede 7 klasse. Den klasse tog imod mig med åbne arme og det var tydeligt at de havde et fælles sammenhold og ikke noget nævneværdig klikkedannelse og mobning.. midt i 7 klasse skulle vi flytte igen, denne gang tilbage til Esbjerg hvor vi havde boet før. Det var en svær tid, den tid hvor jeg boede i Esbjerg frem til ’99 da jeg flyttede til Vanløse. Det var ikke mobning i den forstand, at folk var fysiske imod mig eller kaldte mig grimme ting, det var den psykiske, hvor man efter kort tid ikke var spændende længere…Det var meget svært at komme ind i en klasse, der havde været sammentømret i 8 år og som har formet sig, med forskellige grupper. Man står og er teenager og er endnu mere sårbar end i de små klasser, så derfor trak jeg mig ind i mig selv, og passede mig selv, for der var ikke andet jeg kunne gøre. Efter x antal forsøg på at blive en del af en eller flere af grupperingerne, stoppede jeg med at forsøge.. Jeg passede min skole og skulle bare ud fra folkeskolen, så snart jeg kunne. Jeg peger ikke fingre af nogen, da jeg ikke bære nag eller noget.. Det sidder bare stadig i mig.. Den gang var mobning noget lærerne greb ind overfor, hvis det var fysisk og de nåede at se det.

En af de mest ydmygende ting jeg oplevede var klasseturen til Grønland i 8 klasse. Da der skulle findes sovepladser i en af de byer vi besøgte, stod jeg tilbage som den eneste pige  uden nogen at sove sammen med, da alle uden om mig havde aftalt sovekammerater og hvem der delte rum med hvem.. Jeg havde valget mellem at sove i samme rum, som 2 af drengene der havde plads, eller inden hos lærerne.. Jeg kan ikke huske hvad det endte med, da jeg har fortrængt det p.g.a. den ydmyghed det var, men overlevede da turen, med nogle forholdsvis gode minde. Men den kunne klart ha’ været en større oplevelse, hvis man ikke skulle bruge mange kræfter på det psykiske.

Skæbnen ville at da jeg startede på HHx i sommeren ’96, tænkte jeg jubiiiii.. nu kommer jeg til at starte på en frisk sammen med resten af den nye klasse.. Nej forkert. Jeg kom i en klasse hvor over halvdelen, især pigerne, kendte hinanden fra samme klasse som folkeskolen! Der var dog folk som osse var “løsgængere” som mig, så det var 3 ok år. Følte mig ikke psykisk ude på samme måde. Desværre havde jeg et fall out med min daværende veninde, fra min klasse, på det sidste år.. En dum ting som gjorde at vi mistede kontakten…

Jeg flygtede til København, nærmere Vanløse, da jeg fik arbejde direkte efter endt skolegang. Og var derover i 15-16 år. Jeg svor at jeg ikke skulle tilbage, da det jo i bund og grund var meget dårlig minder, som mindede mig om alle de hårde og ubamhjertige følelser som stilletiende mobning og snak bag ens ryg giver.

Jeg gik ned med stress i starten af 20’erne og måtte til psykolog 2 somre i træk, da den ene gang var tilbagefald. Der blev det her mobning vendt, for det var ikke kun stress og arbejdet.. Det var osse stress fra barndommen og det pres man har på skuldrene, om vigtigheden af at finde venner.

Jeg har ingen venskaber der går helt tilbage fra de små klasser i folkeskolen, som min kæreste har.. Og det rammer mig nogen gange, at man ikke har en enkelt eller 2 barndomsven, som bare ved hvordan man er som person inderst inde.. Idag har jeg en del dejlige venner <3, som jeg sætter meget, meget stor pris på hænger ved, trods der går lang tid imellem man ser hinanden, selvfølgelig er der osse nogen som er faldet fra pga flytning tilbage til jylland.. Men efter jeg blev voksen, fik håndteret det værste stress, bestemte jeg mig for, at jeg kan godt selv!!!Idag er jeg ikke bange for at gå i biffen, hvis der er folk som ikke gider se en bestemt film i min omgangskreds, eller andre steder, som afholder mange hvis de ikke har en ven at følges med.. Så jeg er kommet stærkere ud af det og kan klare mig selv, hvis det bliver nødvendigt.

Det er måske osse en af de grunde til at jeg så godt kan lige mandlige venners selvskab.. Der er ikke så meget pis, fri for tøse fnidder og alt muligt andet.. Jeg var i gymnasie tiden meget sammen med min storebror og hans venner, når vi drak og gik i byen.. Det var sku så befriende.. Men tøseselskab er osse rigtig dejligt.. hvis jeg kan få fra begge verdner er jeg glad:-) Alle de ting tilbage i tiden, har gjort at jeg er en lidt særprægt kvinde på mange måder.. Mandlige bekendte sætter mig måske tit i bås, sammen med de andre damer når det gælder biler, værkstedshumor osv. Det vil sige de forventer jeg er stille og fin som mange damer er og siger ad, hvis de slå en prut. Det tager dem lidt tid at finde ud af, at jeg faktisk er rimelig robust og hærdet til sådan nogle ting.. og synes det er sjovt.. Men elsker osse at opføre mig som en dame og spille på formerne og hygge med tøserne..

Det jeg egentlig vil sige med dette indlæg er for det først, drop nu mobning, både psykisk og fysisk!!!!! Det er så skadeligt for en person og former mange personer i forkert retning. Men tænk osse på hvordan i siger ting til folk i lige har lært at kende.. Du kender måske ikke hele deres baggrund og de kan blive ramt på noget dybt i dem, som de har fortrængt, hvis man siger eller gør på en bestemt måde. Man behøves ikke at gå på listesko eller behandle folk som et rådent æg, men tænk lige over det, hvis man formulere noget i en spøg eller forskrækker folk for sjov.. Der kan ligge noget dybt i dem, som bliver tricket..

Tak fordi i læste med:-)