Endnu et forhindring som jobsøgende

Jeg har læst indtil flere indlæg de sidste par dage, hvor fokus bliver rettet mod det psykiske pres, os jobsøgende er udsat for. Samtidig med en masse benspænd fra diverse instansers siden.

Jeg kan selv mærke presset, bl.a. i forbindelse med min seneste samtale på jobcenteret, hvor medarbejderen smed denne kommentar: Ja nu har du jo været ledig i 14 uger… Ved sådan en bemærkning, får det mig til at føle mig som en snylter på systemet. Til trods for jeg er i mere end 15 år har betalt i dyre domme til min a-kasse. Vel at mærke uden at gøre brug af mine rettigheder. Jeg prøver virkelig at ignorere sådan stupide bemærkning, og fortsætter min kamp mod jobbet.

Men så kommer der lige et benspænd mere. Her i byen hvor vi bor nu, er der ikke vanvittig mange jobs, af den type jeg går efter, efter jeg har videreuddannet mig. Det, sammenlagt med at vi gerne vil til Aarhus-området, pga familie og venner, gør naturligvis at jeg søger begge steder. Hverken jeg eller min bedre halvdel ønsker at låse os fast, hvis drømme jobbet findes i et andet postnummer. Derfor er vi åbne for alle muligheder. Også hvis det viser sig at vi bliver i byen.

Igår blev jeg så ringet op af min a-kasse, fordi de undrede sig over, at jeg søgt jobs i Aarhus-området. Jeg forklarede hende sammenhængen, hvilket hun godt kunne forstå, men hun skulle liiiige vende det med hendes vejleder. Og så ville hun vende tilbage.

Det gjorde hun så idag. Og resultatet var, at jeg SKULLE søge indenfor de fastlagt kommuner og det skulle være alle 3 ansøgninger, jeg er blevet pålagt at sende hver uge. Det forstår jeg i øvrigt heller ikke. Hvorfor skal jeg søge 3 og gå på kompromis med kvaliteten p.g.a. kvantiteten? Når andre kun skal søge de 2 standard ansøgninger, som staten kræver?
Nå men tilbage til min samtale idag. Hun forklarede at jeg gerne måtte sende ansøgninger til virksomheder i Aarhus, men de var ikke omfattet af de 3 der stod i min plan.

Så sagt mellem linjerne, så er a-kasse/jobcenteret rystende ligeglad, med de ansøgninger jeg sender nordpå. De tæller ikke uanset hvad! De er ligeglade med at man rent faktisk søger bredere end hvad man bliver pålagt! Det værste er at jeg har fået skrevet ind i min plan, at jeg også søger i Aarhus-området, men det er de fløjtende ligeglade med, fordi mit postnummer er her hvor jeg bor nu.

Jeg kan ikke se at det gavner noget som helst. Det er tværtimod firkantet og på grænsen til skrankepaveri. Det er ikke kritik af den søde medarbejder der ringede mig op. Hun var blot en budbringer. Derfor fortsatte jeg også med at talt pænt til hende, selv om min frustration skinnede tydeligt igennem. Jeg er ikke ude på at spolere andres dag, bare fordi jeg oplever modgang. Man skal tale pænt til andre, og gerne sådan som man ønsker de snakker til en selv.

Det går mere og mere op for mig, hvad folk mener, når de siger at min optimisme hurtigt bliver slået ned. For det gør den! Og så er der sikkert folk der siger: “du skal være glad for at du overhovedet for dagpenge! Det er jeg også, og det er fantastisk at vi har det i DK. Men hold op hvor er det oldnordisk, firkantet og klart dikteret af politikerne, som ikke selv har prøvet det på egen krop. De burde seriøst selv blive sendt ud i 4 ugers virksomhedspraktik, som jobsøgende, så de selv kan mærke konsekvens af de bestemmelser de laver.

Jeg kan godt forstå, at folk er forskellige og regler er nu engang er regler. Men når nu folk er så forskellige, så burde der også åbnes op for fleksibilitet, når der sammensættes en jobsøgningsplan for den enkelt. Regler er til for at blive overholdt, men man kan ikke putte alle i den samme kasse og så bare variere med det antal ansøgninger, der skal sendes. Hvis man vil have folk hurtigt i job, må der ses på den enkelte person og opsættes regler for den person.

Om det er jobcenteret eller fagforeningen, som er bussemanden i denne problematik, ved jeg ikke. Men vilkårene for de jobsøgende, er ihvertfald et punkt, som står meget højt på min liste, når der skal sættes en kryds den 21. november.