Kontakt til en mulig arbejdsgiver inden man sender ansøgningen.

I de sidste par måneder, har jeg hørt mange forskellige bud på hvad man bør gøre, inden man sender sin ansøgning til en potentiel arbejdsgiver.

Det største kor jeg hører, er at man skal ringe først og stille nogle kloge spørgsmål. Dem der går ind for det, siger at man huskes og skiller sig ud fra mængden. At man få et indtryk af personen gennem røret. Når jeg er på jobcenteret, er det de samme historier jeg får fortalt, og de lyder ikke troværdige i mine øre. Men har også altid haft en sund skepsis.

Så har jeg mødt folk, der siger at det ikke er nødvendigt. Man kan enten få skrevet sin ansøgning af en professionel eller lærer at bruge de rigtig buzz words.

Den sidste er jeg ikke stødt på så ofte, men hører den engang imellem. At man skal skille sig ud fra mængden, ved at aflevere ansøgning personligt eller at finde nogen, som er ansat i virksomheden og trække på deres viden.

Der er rigtige mange velmenende råd og rigtig mange af dem har jeg osse taget til mig. Og dog har jeg så tvivlsspørgsmål omkring det der med at ringe før du laver ansøgningen. Jeg synes det oftest er svært at finde nogle kloge ting at spørge om, da jeg jo ikke kender virksomheden. Man skal self spørge ud fra stillingsopslaget, men hvad hvis jeg ikke kan sætte spørgsmålstegn ved noget? Hvis jeg synes jeg har den viden der skal til? Så er det jo, at det bliver sådan et halv kvalm og nervøst formuleret spørgsmål, hvor personen i den anden ende tænker: Jesus en klaphat!

Jeg har selv prøvet at ringe før jeg sendte en ansøgning. Selv om jeg fandt på noget ok at spørge ind til, og fik nogle gode snakke, førte det mig alligevel ikke til nogen samtale. Og det er ellers det indtryk jeg oftest få, når jeg læser det her med at man skal ringe: Så husker de dig, og så er du så godt som kaldt til samtale…. Næh man er ej!!

Hvorfor er det at man skal gøre som alle andre? Er det ikke meningen at man skal skille sig ud. Hvis det nu virker for mig at sende en mail, eller på anden måde at skabe kontakt til den person som læser ansøgningen, er det ikke hovedpointen?

Jeg kender self en god håndfuld i mit nære netværk, som kan berette at de er kommet igennem første nåleøje. Men er det ikke lige så meget p.g.a en god ansøgning?

Jeg er ret sikker på at kun halvdelen af dem, som synes man skal ringe først til virksomheden, ikke har prøvet det af, men hørt det fra en 3. person. Nogle af disse mennesker har måske aldrig selv prøvet det i praksis, fordi de har haft heldet og forstanden med sig til at være i job konstant.

Jeg ville f.eks. ikke selv kunne skelne 50-100 personer fra hinanden, hvis de ringede med en masse spørgsmål.  Jeg ved god at HR medarbejder er trænet til netop sådan noget. Men jeg mener at kontaktpersonen sidder jo ikke og venter på at folk ringer med spørgsmål. De har jo andet at lave.

Hvis det tager en HR medarbejder få sekunder at skimte en ansøgning, om det er ja – nej – måske. Så kan vedkommende da ikke nå at opfange og koble personen fra samtalen sammen med ansøgningen?
Hvis en HR medarbejder kan det, så har de jo superkræfter!!!! Og hvad hvis det ikke er den person som læser ansøgningen, der står som kontakt personen i opslaget? Det har jeg så været ude for. Det var decideret akavet.
Eller hvis HR medarbejderen er en hyret ekstern konsulent, som ikke kender ret meget til dagligdagen i virksomheden? Hvordan skal sådan en kunne svare på specialist spørgsmål?

Jeg har altid kæmpet imod vaner og hvad alle andre gør. Jeg er nogle gange sådan en Rasmus-modsat, fordi det passer mig bedst og giver et godt resultat, synes jeg. Og fordi jeg ikke altid synes, at fordi andre gør det, så må jeg nok osse hellere.. No way! Jeg er mig selv. Og det skal ikke opfattes som om jeg er vanskelig. Slet ikke. Jeg har som sagt bare en sund skepsis, hvis jeg synes noget virker off.
Så idag prøvede jeg en ny ting, noget der er mig. Jeg husker personligt bedst når noget er på skrift, måske fordi jeg i så mange år har arbejdet med mindst 50 kundebesvarelser pr dag. Derfor er jeg øvet i det. Men jeg er også øvet i dialog over tlf. Jeg mestre faktisk begge dele lige godt og har egentlig altid fået at vide at jeg har en god tlf stemme. På trods af det, hælder jeg mest til mails.
Hvorfor? Fordi vedkommende som få mailen, kan svare når han har et ledigt øjeblik. Jeg forstyrre ham ikke midt i noget, med chance for at han overhovedet ikke husker mig, i ren irritation over afbrydelsen. Han kan tænke lidt over spørgsmålene, med chance for at give mig et bedre formuleret svar, jeg kan bruge til noget.

Vi er alle forskellige, men for det trænet øje må det da være et hurtigere link mellem et navn fra en mail korrespondance og en ansøgning, frem for et navn man har glemt kort efter en samtale over tlf?

Så idag kontaktede jeg en chef ang. en stilling og havde faktisk fundet nogle ret relevante spørgsmål. Den korrespondance gav mig en god mavefornemmelse omkring jobbet og chance for at få det. Jeg vil ikke udlevere nogle af os her på bloggen, men noget kunne tyde på, at han måtte tænke lidt over det jeg spurgte om.
Har jeg så ikke på min måde gjort ham opmærksom på mig? Og gjort indtryk på samme måde som over en tlf.?

Jeg vil ihvertfald gerne høre konkrete eksempler på nogle som har fået et job p.g.a en tlf. samtale. Altså hvor I har fået at vide at den samtale hjalp HR medarbejderen til at skelne jer fra de andre ansøgning. For jeg har min tvivl om det virker. Så jeg sætter derfor spørgsmålstegn ved den metode.