Glæde og sorg på samme tid

Forsømmelsen af bloggen de sidste 3 mdr. skyldes flere ting. Jeg hækler fortsat på livet løs med alle mulige lærerige projekter. Senest har jeg lavet en barselspakke til min lille nye nevø og har allerede andre projekter i støbe skeen: en sangkuffert, julepynt og en cardigan til mig selv.. så som altid går mine ledige stunder med denne skønne hobby..

Den glæde jeg referer til i overskriften, er som de fleste ved nu, den lille nu verdensborger som kommer til verden i maj 2019. Vi glæder os vanvittig meget og havde på intet tidspunkt forventet at det ville gå så stærkt. Som en kloge person sagde i foråret: I må tage det som det kommer og du har ikke råde til at vente yderligere. Til det menes min “høje” alder i forhold til at få børn. Vi kunne være mega uheldig at intet ville lykkes og det derfor ville kræve hjælp eller vi kunne begge være super fertil trods min “høje” alder, når man ser på projektets art. Det viste sig heldigvis at være det sidste. 😃

Og vi har jo så fundet ud af at vi bliver betragtet som førstegangsforældre, pga der er gået så mange år siden jeg fik mit sidste barn. Vi tænker faktisk ikke på aldersforskellen på børnene, måske fordi vi ser hvordan de omgåes deres mindre fætre og kusiner og jeg tænker ikke at deres glæde ved en baby bliver mindre fordi det nu er en søstre/bror.

Men midt i alt den juble kom der et kæmpe skår i lykken. Min elskede Famse gik desværre i koma efter en dum falde ulykke i sin lejlighed og kom aldrig til bevidsthed. Den dag hun skulle have haft beskeden om sit 8. Oldebarn, fik vi istedet beskeden om at hun var blevet slemt hjerneskadet under hofteoperationen og ikke ville kunne vågne igen.

Så stod man det og med et slag var alt det lykkelige fuldstændig slået itu og sorgen tog helt overhånd. Det var virkelig svært at håndtere. Især fordi jeg blot var i 10. Uge og endnu ikke helt over det kritiske punkt. Så den den sorg og stressede tid vi var i, gjorde at jeg også skulle bokse med min bekymring, om baby nu havde det godt og hvor meget den blev påvirket af min tilstand. Vi havde dog lige været til en tryghedsscanning, så vi vidste at alt så ud som det skulle. Men man kan ikke undgå at tænke om baby ville blive påvirket og chokket kunne gøre skade.

Nu er der gået et par uger siden bisættelsen af Famse og hverdagen er ved at blive normal igen, men engang imellem overvældes jeg alligevel af en altoverskyggende sorg. Tanken om at Famse ikke skal se den lille ny, at jeg ikke længere skulle ud og handle med hende hver uge, at hun ikke længere skal køre med til festerne på Sjælland, de ting som betød så meget for hende og gav hende en masse indhold. Eller bare ture ned i byen eller på små udflugter, til steder i min barndomsby, hvor hun skabte så mange minder for os.

Det er nok det sværeste jeg nogensinde har prøvet, at skulle glædes og være ramt af så stor en sorg på samme tid.

Så pas nu for Søren godt på hinanden, lev livet og nyd glæderne i livet. Husk på i ved ikke hvor længe i har hinanden og pludselig kan det være for sent.